Derfor bliver DAB til DAB+

Den 1. oktober 2017 skifter det digitale radioformat i Danmark fra DAB til DAB+. DAB+ erefterfølgeren til DAB. Den nyere DAB+-teknologi giver plads til flere kanaler på sendenettet og dermed mulighed for, at der kan komme flere radiokanaler i Danmark. En lang række regionale kanaler sender allerede i dag på DAB+, og fra den 1. oktober vil alle landsdækkende kanaler, der i dag sendes på DAB, blive sendt på DAB+. Efterfølgende vil der løbende
komme nye landsdækkende kanaler til på DAB+, så danskerne får et større udvalg af radiokanaler.


Om formatskiftet

Beslutningen om formatskiftet bygger på den politiske medieaftale, der gælder for 2015-2018, og som et bredt flertal i Folketinget står sammen om. Medieaftalen er den aftale, der sætter rammerne for alle medier i Danmark, herunder radio. Kulturministeriet har derfor iværksat en informationskampagne, der skal informere om mulighederne for at lytte til digital radio og overgangen til DAB+ i Danmark.

 

Hvad betyder formatskiftet?

Langt de fleste DAB-radioer kan allerede nu modtage DAB+. Alle DAB-radioer, der er solgt i danske butikker siden 2012, kan som udgangspunkt modtage DAB+. Men er ens DAB-radio købt før 2012, skal den muligvis udskiftes. Med nedenstående guide kan du hjælpe kunder med at finde ud af, om deres DAB-radio er klar til DAB+.


 

Hvordan ved jeg, om jeg hører DAB-radio?


Første skridt er at finde ud af om din radio er en DAB-radio. Hvis der står DAB eller DAB+ på din radio, har du en DAB-radio. Husk, at se efter i bunden af radioen. Fremgår det ikke, kan du kigge i radioens brugermanual. Står der DAB+ på din DAB-radio eller er den købt i 2012 eller senere, er du klar til DAB+. Husk, at selvom du kan modtage DAB+, skal du genindstille din radio den 1. oktober, så du kan modtage de nye kanaler, når formatet skifter. Læs her, hvordan du gør.

 

Hvordan finder jeg ud af, om jeg kan modtage DAB+?

Står der ikke DAB+, eller er din DAB-radio købt før 2012, kan du tage DAB+-testen: Først skal du genindstille din DAB-radio. Det gør du ved at trykke på autotune/scan eller lignende. Hvis du herefter kan finde og høre DR’s regionale P4-kanaler på din DAB-radio, lytter du allerede til DAB+. Disse kanaler kan nemlig kun høres på en DAB-radio, der kan modtage DAB+.

Husk at genindstille din DAB-radio

Selvom du nu er klar til DAB+, skal du alligevel genindstille din radio efter 1. oktober for at lytte til DAB-radio. Du genindstiller din radio ved at trykke på autotune/scan eller lignende i 5-7 sekunder. Radioen skal herefter gå i gang med at scanne sendenettet for informationer og genindstiller så sig selv med de nye informationer. Hvis du har problemer, skal du kigge i din manual eller kontakte forhandleren, hvor du har købt din DAB-radio.

 

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan modtage DAB+?

Hvis din DAB-radio ikke kan modtage DAB+, kan du ikke høre DAB-radio efter 1. oktober, DAB+-radio er blot en af flere måder, som du kan lytte til digital radio på.

Du kan sikre, at du kan lytte til digital radio efter 1. oktober ved at benytte en af følgende muligheder:
- Anskaf en DAB+-radio
- Via internettet på din computer
- På tablet eller smartphone – enten i din browser eller via apps
- På nogle fjernsyn har du også mulighed for at lytte til digital radio. Dette afhænger af dit fjernsyn og din tv-udbyder

 

 

Har du flere spørgsmål, kan du tjekke vores FAQ.

Du kan også finde flere oplysninger om DAB+ og digital radio på mereradio.dk